Det hele startede med en drøm om Afrika og om at  gøre en forskel for bare ét barn. For som min mand siger ”Du kan ikke redde hele verden”. Næ, det kan jeg måske ikke, men vi kan alle forsøge at gøre bare en lille forskel!

Så jeg tog til Kenya, både for at arbejde som frivillig på et børnehjem i Nairobi, men også med en lille skjult agenda, om at finde et barn med potentiale, som jeg ville hjælpe med en uddannelse.

Forinden havde jeg læst lidt om Kenya, og en af de store udfordringer, de havde, var for pigernes vedkomne, at de ikke havde adgang til bind. Det resulterede i, at de udeblev fra skolen under menstruation eller helt droppede ud. Derfor besluttede  jeg, at jeg ville lære disse teen piger at sy genanvendelige bind. Jeg kiggede Youtube videoer og fandt frem til et let mønster. Jeg lavede nogle skabeloner og tog med, som de kunne bruge til at sy deres egen bind.

Men tingene er aldrig som man forestiller sig det hjemmefra. Da jeg forlog Danmark, viste jeg ikke hvor jeg skulle bo, jeg havde bare fået kontakt til et børnehjem der var på udkig efter én der ville arbejde som frivillig. Det første chok kom, da jeg  ankom til børnehjemmet og jeg fandt ud af, at det lå i et slumområde, uden toilet og bad og mere mindede om en losseplads. Selv om jeg i dag har været der adskillige gang, bliver jeg hver gang stadig lige overvældet over stanken og mængden af affald. Det vender man sig aldrig til. 

Og pigerne, de var bestemt ikke som vores teenagere. Jeg kunne ikke få et ord ud af dem, de var så generte. Deres reaktion på min forklaring om at man ”bare” tager et gammelt håndklæde var, at de aldrig havde ejet et håndklæde. Så alt hvad jeg havde planlagt hjemmefra faldt ligesom til jorden. Jeg var meget tæt på at give op, inden den førse uge var omme. Men så tænkte jeg, hvis de har kunne levet i det her, hele deres liv, kan jeg også klare 2 måneder.

Disse piger vandt mit hjerte og efter at have fulgt dem og deres liv i 2 måneder, var jeg pludselig forvandlet til inkarneret feminist og havde allerede besluttet, at komme stærkt igen (nu lidt klogere) og med kufferten fuld af gamle håndklæder. Hjælpes skulle de.

Næste tur gik bestemt heller ikke efter planen, det blev fuldstændigt kaotisk at forsøge at undervise 30 piger, da man kun kan hjælpe én ad gangen. Det tog al for lang tid og selvom pigerne havde skabelonerne, klippede de dem langt fra ens. 

Så på de næste ture havde jeg så klippet stoffet, så pigerne bare skulle lære at sy dem. Men igen blev det kaotisk og mange af pigernes syfærdigheder, var så ringe, at bindene på ingen måder ville kunne holde til en vask i hånden.

Derfor besluttede jeg, at jeg ville sy dem selv. Men allerede efter 2 bind, begyndte jeg at blive lidt modløs, der var lang vej igen! Så fik jeg den idé at lave et opslag i vores lokale Amager gruppe på Facebook, for at høre om der ikke var nogen der kunne tænke sig at hjælpe mig.

Responsen var overvældende. På én dag, fik jeg ikke mindre end 80 kvinder, der gerne ville hjælpe med at sy bind og jeg kom afsted med 400 bind, som jeg donerede til skolepiger og unge mødre i slummen. 

Der blev oprettet en gruppe på facebook ”kun” for os sypiger og 2 måneder før jeg skulle afsted næste gang, lavede jeg endnu engang et opslag. Det blev delt i et par sy-grupper og pludselig var vi 320 medlemmer. Denne gang kom jeg afsted med næsten 800 bind, som blev delt ud i slummen i Nairobi og i Mombasa.

Jeg begyndte at blive kontaktet af lokale organisationer og skoler fra afsidede områder i Kenya. De var desperate for at gøre noget for deres unge piger. Jeg var nu klar over, at det voksede sig større end jeg kunne klare alene, ikke mindst økonomisk. Jeg havde brug for noget hjælp, hvis jeg skulle kunne fortsætte det, som jeg nu var begyndt at brænde for.

Derfor besluttede jeg at stifte foreningen Moja – Stitch for education. Jeg håber, jeg med foreningen og bestyrelsen bag, kan nå endnu flere og lettere kan søge fonde og legater, så jeg har mulighed for at fortsætte med at gøre en forskel for disse piger.